Hvornår vågner fuglene op

Hvad er årsagen til, at fuglene synger?

På hvilken måde frembringer fuglene deres kvidren?

Fuglesang skal tillæres - også af fuglene selv

Sådan lærer du at genkende fuglenes melodier

For os naturglade mennesker, der tilbringer en stor del af vores tid i naturen, er det en dejlig oplevelse at lytte til fuglenes sang. Men denne oplevelse bliver endnu større, når man også kan identificere de fugle, der kvidrer. Det føles som om, at naturen får utallige nye stemmer. Området bliver mere levende, mere nuanceret og mere rigt, når man kan kende fuglene fra hinanden - bare ved at lytte til deres sang. Vi ved, at de findes der, selvom vi ikke kan se dem, og vores forhold til naturen bliver styrket.

Hvorfor kvidrer fuglene?

Fuglenes kvidren og andre lyde har altid en betydning, og ornitologer samt forskere har i årevis arbejdet på at tyde fuglenes detaljerede musikalske sprog. Vi vil nok aldrig fuldt ud kunne forstå, hvad de forskellige fuglearter præcist mener med deres varierede lydrepertoire, men overordnet set har forskerne kortlagt, hvad fuglene faktisk kommunikerer, når de taler sammen.

Fuglenes lyde er udtryksfulde og alsidige. Generelt er deres funktion:
- at markere fuglens territorium
- at tiltrække og vinde hunner af samme art
- at advare artsfæller og afkom mod trusler og farer
- at opretholde kontakt med flokken eller andre individer

På samme måde som vores eget sprog er essentielt for vores kommunikation, har de forskellige fuglearters mangeartede lyde deres egen specifikke og fastlagte betydning. Lydene er mangfoldige. De kan spænde fra den mest fantastiske vokalmusik til de mest ubehagelige toner, og de kan udfolde sig i en solooptræden eller som korsang fra en hel fuglegruppe.

Der er forskel på, hvordan fuglene håndterer sangen. Visse fugle gentager den samme sekvens igen og igen, imens andre sammensætter lange og varierende lydlandskaber. Gulspurv, bomlærke, løvsanger, bogfinke og mange andre arter fremfører korte sange på to til tre sekunders varighed, og som regel er det den samme sang, som gentages stort set uden variationer. Andre arter, som eksempelvis stær, sivsanger, rørsanger og sanglærke, kvidrer lange sange, der kan vare adskillige minutter, hvor der konstant opstår nye variationer. Hvad er grunden til denne forskel? Noget indikerer, at det er relateret til sangens funktion, det vil sige, om sangen primært skal benyttes til at forsvare territoriet eller til at tiltrække hunner.

Hvis en sangfuglehans formål med sangen er at beskytte sit territorium, er det vigtigt, at han af og til lytter efter, om der er andre hanner i nærheden. Sandsynligvis er det besværligt at lytte og synge samtidig. Derfor må han synge korte sange med lange pauser imellem. Det er også afgørende, at nabohannerne kan identificere ham via sangen, så de ikke tror, at han er en fremmed fugl, som skal angribes. Derfor skal han bruge en relativt simpel sang i få variationer, så naboerne kan genkende dem. Samtidig flytter han sig rundt i sit territorium. Forskere har fundet ud af, at arter, der synger og bevæger sig meget rundt i territoriet, forsøger at give de konkurrerende hanner indtryk af, at området er optaget af mere end én han, og at artsfæller derfor bør droppe ideen om at bosætte sig.

Fuglehannen går anderledes til værks med sangen, såfremt hovedformålet er at lokke en hun til. Her er der ikke behov for pauser, så hannen kan synge uafbrudt. Det er heller ikke lige så essentielt, at sangen er simpel og let genkendelig. Tværtimod er det nok vigtigere at anvende så mange variationer som muligt, da variationer ser ud til at appellere til hunnerne.

Sangens formål er derfor med til at forme dens design: Territorieforsvar kræver korte og lette sange, hvorimod tiltrækning af hunner kræver lange og nuancerede sange. Mange arters sang er formentlig et kompromis, som er udviklet til at tilfredsstille begge formål på bedste vis. Andre arter har flere sangformer, der tjener forskellige formål.

Hvordan frembringer fuglene deres sang?

Fugle har ikke en strube med stemmebånd, men i stedet en slags ballon (syrinx) nederst i luftrøret. Hvis man derfor afhugger hovedet af en hane, kan den stadig gale. Det skyldes, at stemmeapparatet fortsat er forbundet med åndedrætssystemet. Ved en lydteknisk analyse af fuglesang kan man ofte se to samtidige lyde i lydbilledet. Fugle kan faktisk synge tostemmigt med sig selv! Årsagen er, at fuglenes lyde skabes af to tynde membraner ved syrinx. Lydanalysen afslører også, at en fuglestemme i kraftige passager kan præstere et lydtryk på imponerende 110 dB, hvilket svarer til lyden af et kraftigt bilhorn.

Fuglene står i kø om morgenen for at synge
Det er bedst at synge om morgenen. Tidligt om morgenen. Før vi overhovedet er kommet ud af sengen, er fuglenes sangaktivitet størst. Her er den relative luftfugtighed nemlig høj, temperaturen lav og vinden oftest svag, hvilket samlet set giver de bedste lydforhold. En anden årsag til at synge tidligt om morgenen kan være, at fuglene simpelthen udnytter tiden, før insekterne - hovedføden i ynglesæsonen - bliver aktive, og før det bliver lyst nok til at finde dem. Ved dagens begyndelse er det sandsynligvis også vigtigt at signalere til eventuelle rivaler, at territoriet stadig er optaget.

En forårsmorgen lyder fuglesangen som et stort kaos. Alle fuglene synger oven i hinanden. Hvordan får den enkelte fuglehans stemme overhovedet opmærksomhed? Svaret er ret simpelt: Han venter med at synge, indtil der er et øjebliks stilhed i koret. Især undgår han at synge, når artsfællerne synger. Så det, der for det menneskelige øre lyder som et virvar af fuglestemmer, er i virkeligheden et ganske velorganiseret fugleorkester. Prøv selv at lytte til nabohanner af gulspurv, bogfinke, tornsanger eller andre arter med korte sange. Man vil sjældent høre dem synge samtidig. Sangene er pænt placeret i naboens pauser. En fuglehan starter heller ikke en sang, hvis en anden art med en høj og lang sang lige er begyndt. Dette fænomen er tydeligt, hvis en gærdesmutte blander sig i koret. Denne lille fugl har en lang og utrolig kraftfuld sang, som overdøver alle andre lyde. Hvis der er en bogfinke i nærheden, vil den starte sin sang umiddelbart efter gærdesmuttens kraftige sangudbrud. Den placerer med andre ord sine strofer i gærdesmuttens pauser - og afslutter, inden gærdesmuttens sang atter bryder løs.

Fuglestemmer i skov - og på åbent land
Al musik kræver god akustik. Akustisk kan fuglenes levesteder groft inddeles i to typer: skoven og det åbne land.

I en skov er der træer og blade, som både dæmper og spreder lyden. Desuden opstår der let ekkoer i skoven - og denne ekkovirkning bevirker, at hurtige rækker af lyde vil smelte sammen, så modtageren ikke kan skelne dem. Derfor undgår skovfugle oftest for hurtige passager i deres sang. I tropisk regnskov synger fuglene ofte lange og dybe fløjtetoner. Det er netop den slags lyde, der forventes at trænge bedst igennem det tætte løv.

På åbent land kan fuglene tillade sig hurtige lydudbrud. Ved at gentage hvert sangelement et par gange og synge hurtigt, vil modtageren høre det meste af sangen, selvom vind eller luftbevægelse skulle forstyrre enkelte passager.

Akustikken spiller altså en stor rolle for sangstrukturen - også inden for den enkelte fugleart. Musvitter i tæt skov lyder ret ens, selvom de befinder sig mange tusinde kilometer fra hinanden. Derimod kan musvitsang variere betydeligt inden for få kilometer, hvis de akustiske forhold ændrer sig fra tæt skov til mere åbent landskab. Fuglene tilpasser sig de akustiske forhold, for de hanner, der synger de bedst egnede sange, når længst ud med deres budskab - og er derfor mest effektive til at tiltrække en partner og skræmme andre hanner væk.

Fuglesang skal tillæres - også af fuglene selv

Fugle bliver ikke født med fuglesang i næbbet. Det er noget, de skal lære. Hvis fugleunger i en tidlig alder fjernes fra deres artsfæller, vil de ikke lære at synge.

De fleste fuglearter er kun modtagelige for sangundervisning i en kort periode af deres liv (de første tre måneder til et år). Nogle arter lærer deres sange i deres første sommer og husker dem næsten et år, før de begynder at øve sig på dem og til sidst gengiver dem.

De unge fuglehanner har sandsynligvis en medfødt grov model for, hvordan sangen fra deres art lyder. Denne model hjælper ham med at fokusere på artsfællers sang, hvorved han tilføjer flere og flere detaljer til modellen, så han til sidst ved, hvad han skal synge. Denne proces foregår i den følsomme periode, der som nævnt er ret kort og ofte slutter, inden øveperioden begynder.

Øveperioden ligger normalt næste forår. I denne periode sammenligner fuglen konstant sin egen sang - hørt gennem øret - med modellen og fortsætter med at øve, indtil sangen og modellen stemmer overens.

Fuglesangen er en naturoplevelse
Fuglesangen markerer forårets komme og giver os et hint om, at sommeren nærmer sig. Når solsorten synger sine første strofer, og når sanglærken udstøder sine triller, er det et sikkert tegn på, at den mørke tid er ovre. Forårets og sommerens fuglesang er en fantastisk naturoplevelse. Nogle fuglearter kender de fleste faktisk kun via deres sang. Hvor mange ved for eksempel, hvordan gøgen eller nattergalen ser ud? Fuglelyde er en vigtig og værdifuld del af vores hverdag og naturoplevelse. Forestil dig, hvis gråspurvens pippen fra hækken, skovduens kurren og blåmejsens klare trille fra æbletræet forsvandt - så ville livet blive meget mere trist og fattigt!

Sådan lærer du fuglenes melodier at kende

De fleste synes, det er svært at lære og genkende de forskellige fuglearters sang og andre lyde. Hvordan gør man så det? Det bedste er selvfølgelig at gå i lære hos en ekspert. At tage en erfaren fuglekender med på sine vandreture, som kan identificere naturens lyde. Men hvor mange kender sådan en? Her kan denne hjemmeside hjælpe dig et stykke ad vejen. Og hjemmesiden bliver ikke træt af, at du spørger igen og igen, hvordan bogfinkens sang lyder. Husk dog på, at lydene på hjemmesiden blot er et eksempel fra et enkelt individ. I virkeligheden varierer lydene en smule mellem de enkelte individer, så man skal ikke fokusere for meget på små detaljeforskelle mellem hjemmesidens lydeksempler og den fugl, man har i sin have eller skov.

Fuglestemmer er for de fleste af os vanskeligere at huske end fuglenes udseende. Det kan tage lang tid at lære fuglenes sang og kald at kende, men det er en meningsfuld, sjov og behagelig aktivitet. Mange arter har så karakteristiske lyde, at de er lette at identificere, mens andre enten er anonyme eller meget svære at genkende, eller ligner andre arters lyde. Derfor er det snarere reglen end undtagelsen, at man skal starte forfra med at lære stemmerne at kende hvert år, når fuglekoret atter går i gang.

En god metode til at lære fuglestemmer er at starte tidligt om foråret, før alle trækfuglene er ankommet, og træerne er begyndt at springe ud. Lær først de almindelige fugles stemmer. Hvis du kan genkende stemmerne hos mejserne, spætmejsen og spætterne, bliver forvirringen i lydbilledet i skoven ikke så stor - du kan allerede identificere nogle af arterne og kan derfor fokusere på de nye og endnu ukendte lyde.

Hvis man gerne vil lære fuglenes sang at kende, skal man lægge mærke til, hvordan sangen er opbygget. Her hjælper det at analysere sangen ud fra dens struktur, tonehøjde, sanglængde, tempo, styrke og klang.

Opbygning
Hos visse arter synger alle hanner den samme melodi. Det er dem, der er lettest at lære at kende. Eksempel: Gulspurv.
Andre arter har en rytmisk sang. De kan være sværere at artsbestemme, da flere arter har sange, der minder om hinanden. Eksempel: Musvit.
En tredje gruppe komponerer ret frit, men synger alligevel i en fast form. Det vil sige, at eksempelvis sanglængden altid er den samme, eller at alle strofer har den samme indledning. Eksempel: Rødstjert.
Endelig er der komponisterne, som synger frit, men selvfølgelig ikke mere frit, end at deres egne hunner kan genkende dem. For at identificere sangerne i denne gruppe må man analysere sanglængde, tonehøjde, tempo, styrke og klang. Eksempel: Gulbug.

Tonehøjde
Høj: Fuglekonge.
Middel: Løvsanger.
Dyb: Solsort.

Sanglængde
Sanglængden kan være en vigtig indikator for, hvilken fugl man lytter til. Mange arter har en meget fast sanglængde.
Kort (1-2 sekunder): Tornsanger.
Middel (3-4 sekunder): Bogfinke.
Lang (5-10 sekunder): Gærdesmutte.
Uendelig (meget lang): Gransanger.

Tempo
Selvom de fleste fugle synger i et moderat tempo, kan tempoet i visse tilfælde bruges til at identificere fuglen.
Langsomt: Solsort.
Middel: Løvsanger.
Hurtigt: Havesanger.

Styrke
Svag: Fuglekonge.
Middel: Gråspurv.
Kraftig: Nattergal.

Klang
Mange arter synger med en klang, der er unik for netop dem. Det er svært med få ord at beskrive de enkelte arters specielle klang, og at kunne skelne dem er ofte et spørgsmål om erfaring og musikalitet. Her er dog tre eksempler på grundlæggende forskelle.
Uskøn: Grønirisk.
Almindelig: Gransanger.
Skøn: Munk.

Fuglene har mange forskellige lyde
Fuglenes sang og kald er nogle af de bedste kendetegn, når man skal artsbestemme de forskellige fugle. De fleste arter kan endda bestemmes udelukkende ved hjælp af kaldet eller sangen, og for mange arter er det nemmere at høre fuglen end at se den. Det gælder især for arter, der er sky eller lever skjult. Generelt kan man inddele fuglenes lyde i to hovedgrupper: Sang og kald.

Sangen er ofte melodiøst opbygget, og den kan være lang og gentages. Normalt fremføres sangen af hannen for at markere og beskytte territoriet og for at tiltrække en eller flere hunner. Nogle gange forstærkes sangen af et parringsritual, hvor fuglen basker med vingerne eller synger i en såkaldt sangflugt. Nogle arter er gode til at imitere og kan inkludere alle mulige lyde fra omgivelserne eller efterligne andre fugle.

Kaldene består af en stor gruppe lyde, som fuglene bruger året rundt, og som derfor ofte kan høres. De forskellige lyde bruges i forskellige situationer, men den samme lyd kan også bruges i forskellige situationer, for eksempel både som kontakt- og flugtkald:

Lokkekald bruges til at tiltrække en fugl af samme art.

Kontaktkald bruges mellem enkeltindivider eller for at holde individerne i en flok sammen. Der er en glidende overgang mellem lokkekald og kontaktkald.

Flugtkald bruges, når fuglen letter eller flyver, og har samme funktion som lokke- og kontaktkald.

Alarmkald signalerer usikkerhed og bekymring over en potentiel fare. Er ofte stille.

Advarselskald advarer om en umiddelbar fare. Er ofte højt.

Tiggelyd bruges af ungerne til at tigge mad fra forældrene. Hos skovhornuglens og spurvehøgens unger kan tiggelydene høres langt væk.

Vingeslag kommer fra vingernes bevægelser i luften og er så unik hos visse arter, at fuglene kan identificeres udelukkende på denne lyd. Det gælder for eksempel knopsvane og hvinand.

Trommen med næbbet mod en tør gren bruges af de fleste spætter i stedet for sang.