Drengen kunne ikke lyde symfonier i underbukserne

Herunder kan du finde et uddrag af en fødselsberetning fra en hjemmefødsel, som en generøs "hjemmefødende mor" har besluttet at dele med os.

Vi længes efter et familiemedlem mere!

En utrolig surrealistisk fødsel. Er det virkelig muligt at opleve noget så vidunderligt?

Du ligger her, tæt op ad mig, stønner, smasker og vender dig. Dine arme og ben er i bevægelse. Du er så sart og fin, dufter herligt af nyfødt og ser op på mig med dine mælkede øjne. Tænk dog, at arme kan være så korte...

Jeg mærker en overvældende følelse, et "wauw", mens jeg betragter vores nyankomne søn. Dette er den mest ressourcestærke og problemfrie fødsel, jeg kunne have forestillet mig. Forløbet fulgte ikke en fastlagt plan, men var blot vidunderligt, og det er et dyrebart minde, jeg vil bære med mig fremover.

Jeg er gået over tid, ligesom med vores to første drenge, og skal sættes i gang i morgen med en hindeløsning. Sådan må det være, min krop har brug for et puf for at komme i gang. Eller det troede jeg, for klokken 2 vågner jeg med veer. Kraftige veer, med lange pauser imellem, hvilket er helt fint. Det skrider fremad med stor succes. Hele natten oplever jeg veer med 10-15 minutters interval. Jeg anvender smertelindrende metoder, fokuserer på kort, overfladisk vejrtrækning og føler mig i fuld kontrol. Jeg hviler mig i den trygge favn mellem min mand, Kenneth, og vores drenge, Aske (6 år) og Frej (2 år). I løbet af de næste fire timer formår jeg at ligge med dem alle i ske, og det er simpelthen fantastisk! Det er utroligt at have min familie omkring mig, mens jeg arbejder på at bringe det sidste familiemedlem til verden. Det gør mine veer langt mere udholdelige. Dejlige familieliv.

Klokken 3 ringer jeg først til min mor, som straks sætter sig i bilen, og derefter til fødegangen for at informere dem om, at jeg er i fødsel, og at jeg sandsynligvis vil få brug for en jordemoder senere på natten. Desværre er der sygdom, og de har ikke kapacitet før klokken 7, ved vagtskiftet. Det er anden gang, jeg får denne besked; jeg må være god til at ramme lige ind i spidsbelastningsperioder. Men pyt, vi får se, hvordan det udvikler sig. Min mor ankommer kl. 4.30, og det er en stor lettelse at have hjælp i huset.

Klokken seks står vi op! Selvom jeg forsøger at blive liggende i sengen, kommer Aske væltende ind med et Lego-hæfte og spørger: "Hvad ønsker du dig allermest på denne side?" Åh ja, er det ikke ligegyldigt? Og Frej følger efter med en trøje, som kun når at blive halvt trukket på, før jeg overvældes af en ve, til Frejs store frustration. Det er heldigt at få dem af sted til skole og dagpleje, så der falder lidt ro på. Men der bliver alligevel alt for meget opmærksomhed på veerne, når jeg blot ligger her i sengen. Jeg beslutter mig for at bevæge mig ud i haven. Vores store, skønne have. Og vejret er simpelthen så vidunderligt, at jeg må ud i det. Efter ugers regn har vi nu en blå himmel med drivende skyer, en kraftig vind, der får asketræerne til at rasle med bladene, og solen skinner ned på mig og varmer min kind og min krop. Det føles vidunderligt! Jeg overvældes af lykkefølelse, og selvom veerne kommer med 3-4 minutters mellemrum og varer cirka 1 minut, er de slet ikke noget at tale om her midt på græsplænen.

I stedet for smertelindring og overfladisk vejrtrækning begynder jeg at synge med hver ve. Det har den mest utrolige effekt! (Ina May Gaskin beskriver dette i sin bog, "Guide to Childbirth"). Det føles som om hovedet forbliver oppe i mit hoved, og veerne nede i bækkenet, så længe jeg synger. Jeg komponerer en tekst til en melodi fra sangen om "drengen, der fik en lillesøster med vinger".

Vi vil have en baby,

vi ønsker os en lillebror,

med store, mørke øjne

og små, buttede lår.

Denne sang kan gentages cirka tre gange under hver ve. Det får mig til at smile, hvilket yderligere bidrager til at lindre veerne. Et smil ovenpå giver et smil nedenunder! Jeg føler mig opløftet og i godt humør; det er vidunderligt at skulle se vores lillebror nu. Veerne må bare komme, jeg er klar.

Min mor føler sig lidt tilsidesat og beslutter sig for at tage en tur til stranden. Det er godt, da både Kenneth og jeg ønsker så få mennesker som muligt omkring os under fødslen. Det skal være enkelt, med så lidt at forholde sig til som muligt.

Vores jordemoder ankommer kl. 10.40; en skøn kvinde. Det er næsten en kendt jordemoder, da jeg er så heldig at få min konsultationsjordemoder fra Frejs graviditet, og vi har straks god kemi. Jeg går selv ud for at tage imod taxaen; jeg er fuldstændig overrasket over mit overskud, men det er helt fint. Jeg har endda overskud til at joke med, at jeg nu har reddet hende fra en kedelig dag på dagvagten ved at give hende mulighed for at komme her ud til en hjemmefødsel. Vi går indenfor, og får straks arrangeret fødekarret og foretaget en status. Jeg er 5-6 cm åben, og vævet er tyndt og fint; det bliver ikke en natlig affære. Hun er helt med på, at jeg bliver i haven, så længe jeg selv ønsker det. Og det ønsker jeg. Så jeg skynder mig at få tøj på igen inden den næste ve, og trækker mig ud i det grønne. Jeg fortsætter mine ture rundt i haven, fortsætter sangene, mens jeg læner mig op ad skiftevis flagstangen, rutsjebanen og frugttræerne med grene i den rette højde - og har det bare så skønt! Imens nyder Kenneth og jordemoderen kaffe på terrassen. Det er præcis, som det skal være!

Under en særligt lang vepause får jeg talt med jordemoderen om mine tanker for fødslen, at jeg gerne vil have ro og tid, og hvor jeg har følt mig mest presset under mine to tidligere fødsler. Hvor er det dog rart at være erfaren! Vi taler om, hvordan jeg sidste gang følte mig meget presset i pressefasen, hvor Frej blev presset ud med alle mulige kræfter, men det gjorde utroligt ondt. Og det frygtede jeg skulle ske igen, frygtede smerten. Men jeg havde selv en idé om, at hvis jeg kunne opdele den i flere mindre pres, ville det måske være bedre. Jordemoderen er enig, og vi aftaler, at jeg slet ikke skal presse aktivt, men blot lade livmoderens egne pres udstøde lillebror. Det giver en stor ro at have talt om det, og at vi har en fælles plan.

Jordemoderen kommer ind imellem op til mig med hjertelydsmåleren. Så står vi der midt på græsplænen i skyggen af et æbletræ og lytter; det må have set sjovt ud, men det er præcis, som jeg ønsker det. At være herude, hvor der er højt til himlen og et sanseligt bombardement uden lige, som gør mig glad og fri. Her kan jeg synge, og ingen kan høre mig; jeg behøver ikke bekymre mig om, hvad andre tænker. Hvorfor er der ikke flere, der vælger hjemmefødsel?

Jeg står nu mere og mere lænende op ad træerne og bevæger mig ikke så meget rundt længere. Veerne bliver hyppigere og længere og mere intense. Jeg synger stadig, det virker stadig! Men jordemoderen vil gerne have mig med op i huset nu. Hun foreslår lidt spøgende og lidt alvorligt, at jeg kunne føde herude, for her er så dejligt. Men hun har nok ret; det er for koldt. Og vi går ind i huset. Jeg savner straks alle mine sanseindtryk! Og her er jo helt klaustrofobisk indendørs! Jeg ender med at åbne et vindue og hænge ud af det; det giver dog lidt lindring. Senere går vi ind for at tjekke udvidelsen. Det er gået godt den sidste time; veerne har arbejdet, og jeg er nu 7-8 cm åben, så tæt på målet. Men som tredjegangsfødende ved man jo godt, at tæt på målet også betyder en lang og sej vej endnu, så jeg er ikke helt tilfreds. Jeg kommer op i karret og har mest lyst til at opgive fødslen. Jeg fortæller jordemoderen, at jeg føler mig bange for presseveerne og den smerte, jeg husker fra sidste fødsel. Det er så dejligt at sætte ord på det.

Hun hjælper mig virkelig ved at tale om faktabaserede ting og om, hvordan vi kan gribe pressene an, så jeg lader luften sive og kun lader livmoderen presse, hvad den kan. Vi vil give min krop tid og ro.

Vi arbejder videre. Nu er vi virkelig et team af tre. Kenneth holder om mig, kysser og nusser mit hår, mens han hvisker, hvor dejlig jeg er, og at vi snart skal se lillebror. Sangen bliver lidt forvrænget nu; jeg kommer til at synge "store, tykke øjne", og jordemoderen bryder ud i latter. Det får mig til at grine med; det er ret befriende, og herefter prøver vi at få mig til at smile og smågrine så ofte som muligt. Puha, de udvidelsesveer tager pusten fra mig. Jeg synger højere og mere artikuleret nu, men det hjælper virkelig. Det gør det virkelig udholdeligt. Selv da vi skal have lidt fart på tingene, og jordemoderen holder en kant væk under veen, øv, av, men vi klarer det sammen, fordi vi er alle tre i det. "Vær i det," hvisker Kenneth igen og igen, og jeg bliver, selvom jeg har mest lyst til at synke væk. Men at blive her er også styrkende. Jeg kan klare det, og nu har jeg klaret endnu en ve, endnu et stykke hinde er væk, og vi mangler kun lidt i siden nu. Endnu et par veer med højt tryk, og nu er det tid til at bryde fosterhinden. Jeg gruer for det, for nu kommer pressefasen. Den, jeg frygter, kan jeg være i det? Kan lillebror virkelig være der? Kan jeg udvide mig tilstrækkeligt uden at få fornemmelsen af at skulle sprænges?

Pressene kommer helt af sig selv. Jeg synger "lillebrooo-ooo-ooor". Igen og igen, op og ned i toneleje, mens livmoderen presser, og huden ved indgangen giver efter. Vi bruger mange veer; jordemoderen taler en masse, giver mig rapporter om, at hun nu kan se toppen af hovedet, at veerne ikke bliver stærkere, at hovedet nu er næsten ved sit maksimale, og at det på den næste ve sætter sig fast i fødselskanalen og ikke trækker sig tilbage. Uhh, kan jeg det her, "vær i det," siger Kenneth, "om to veer er han ude," siger Tea. Det er pludselig næsten overstået, og jeg kan være i det. Jeg synger lillebror til verden i endnu en presseve, hvor livmoderen arbejder ham ud med hovedet, og pludselig er det værste overstået. Det er en sjov, dejlig og livsbekræftende følelse at have et hoved ude, der drejer sig lidt rundt, og en krop inde, der sparker med benene. Og den befrielse, der så kommer med næste ve, da først skulderen, så maven, hofterne og benene glider ud i armene på jordemoderen, der glad kan give ham videre op til mig. Klokken er 13.33; jeg har haft presseveer i 20 minutter.

Befrielse! Hvor er jeg dog glad; det er det bedste ved en fødsel. At gå fra de voldsomme kræfter, der arbejder på højtryk, til ro og stilstand, ingen smerter og den lille, varme klump i ens arme. Og hvor er jeg dog sej! Jeg gjorde det; jeg lod min krop arbejde, mens jeg med alle mine bevidste sansninger og sang holdt hovedet beskæftiget, så jeg ikke blev overvældet af smerterne, men tog dem som en naturlig del af at bringe et barn til verden. Det er jo naturligt; det er en enorm muskel, der arbejder for at trække sig tilbage, give plads og tillade passagen ud i det fri.

Og nu ligger du her ved min side og sover, mens jeg opdaterer fra en af livets mest finurlige og smukke sider.

Skrevet af Randi Jørgensen, der blev mor til vores lillebror en dejlig sommerdag i august.