Husk at du altid har mulighed for at tale med mig

Til Netdoktor

Jeg bedrager! Jeg har praktiseret bedrag så længe, jeg overhovedet erindrer. Lige fra mine tidligste barndomsår kan jeg erindre situationer, hvor jeg bevidst har fortalt usandheder. Først inden for de seneste år er det imidlertid begyndt at fremstå for mig som et alvorligt problem. Min tilbøjelighed til at lyve udspringer af forskellige årsager. I min barndom og ungdom opfattede jeg det som et middel til at forbedre min egen fremtoning og opnå en status, der oversteg min egen opfattede virkelighed. Med andre ord, for at opleve mig selv som interessant og blive godtaget af mine samtidige (peers).

Jeg har altid været - og er stadig - ængstelig for at handle forkert (begå fejl). Dette gælder selv for de mest ubetydelige forhold. Hvis jeg eksempelvis undlod at færdiggøre mine lektier, påstod jeg, at de var udført, og satte min lid til, at alt ville forløbe gnidningsfrit. Det erindres ikke, at dette nogensinde er slået fejl for mig, idet jeg konsekvent har formået at manøvrere mig ud af vanskeligheder, såfremt jeg er blevet fanget i et usandfærdigt udsagn. Under disse omstændigheder har jeg typisk justeret min usandhed til at stemme overens med de faktiske omstændigheder, som jeg blev konfronteret med af andre personer.I de efterfølgende år har det virket som om, at jeg uden besvær kan fortælle usandheder om ethvert emne og undgå konsekvenser, hvilket gør det til den mest bekvemme handling i de fleste situationer. Det bekymrer mig dybt, at jeg risikerer at blive forladt eller mødt med foragt, såfremt jeg afslører over for andre, at jeg har bedraget dem. Denne praksis med løgn er nu endt som en destruktiv spiral. I de seneste år har min evne til at huske oplevet en markant svækkelse. Det er umuligt for mig at erindre datoer for kommende arrangementer. Mundtlige aftaler, som jeg indgår, forsvinder fuldstændig fra min erindring, indtil jeg bliver gjort opmærksom på dem igen, og så videre. Jeg nærer en stærk bekymring for, at dette fænomen kan være relateret til min uærlighed og min manglende evne til at fastholde tidligere udtalelser i hukommelsen.

Jeg deler liv med en partner og er far til en søn på sytten måneder, og vi forventer vores andet barn i april måned. På trods af min dybe kærlighed til min partner, finder jeg mig selv fortalt usandheder til hende. Jeg fortier sandheden om handlinger, jeg har udført, hvis jeg antager, at hun ville misbillige dem. Det mest beklagelige aspekt er, at jeg foretager handlinger, selv med bevidstheden om, at det vil forårsage hende sorg. Jeg har aldrig oplevet en følelse af tilstrækkelighed eller ligeværdighed i forhold til min omgangskreds eller slægtninge. Dette skyldes ikke en mangel på anerkendelse. Gennem min skoletid præsterede jeg konsekvent en smule over gennemsnittet, og min uddannelse blev afsluttet med fremragende resultater (topkarakterer). Jeg har altid udmærket mig inden for idræt, og har desuden engageret mig i ulønnet arbejde som instruktør i en sportsforening.

I min professionelle rolle er jeg yderst uafhængig og håndterer mine forpligtelser særdeles effektivt. Også i min egenskab af familiefar modtager jeg anerkendelse. Min partner nærer dyb hengivenhed for mig. Det er hyppigt fra hendes side, at jeg modtager lovprisninger. Jeg besidder en perfektionistisk indstilling og stræber efter, at alt fremstår fejlfrit. Jeg ønsker at behage alle og være den person, som nyder almen popularitet. Er jeg eventuelt ramt af en personlighedsforstyrrelse? Og findes der mon nogen tiltag, jeg kan foretage mig? Eller er jeg simpelthen en svag karakter, der blot burde samle mig og tage mig sammen?

Jeg imødeser med spænding jeres respons og udtrykker min forhånds taknemmelighed for den tid, I har afsat.

Venlige hilsener fra en, der søger svar