Trolden sang med en trylleformel

I Yderby boede en gammel dame, der hed Cecilie. Hun var enke efter Christian Larsen. På hendes ejendom lå Hulbjerg.

Alle var klar over, at der boede væsener fra troldeverdenen i Hulbjerg, men ingen vidste dette bedre end Cecilie.

I løbet af sit lange liv havde hun erfaret og observeret meget omkring troldene, og hun kunne ikke finde noget at udsætte på dem, udover at de afholdt disse larmende sammenkomster. På visse tidspunkter kunne det være anstrengende at være deres nabo.

Bjerget steg op med et drøn på glødende søjler og oplyste omgivelserne med et blændende lysskær. Troldene fejrede med al deres kraft hele natten, og sikke en fest det var!! De havde altid rigeligt med øl og spiritus, hvilket resulterede i skrig og larm, sang og dans.

En dejlig sommeraften, da Cecilie var ved at lægge sig til hvile, hørte hun den velkendte lyd fra bjerget.

"Skal vi igen holde et troldefestmåltid," sukkede hun. "Og lige nu, hvor jeg føler mig så udmattet og i forvejen har svært ved at finde ro! Nu må jeg hellere forberede mig på en søvnløs periode."

Hun gik i seng og lå der, lyttende til troldenes festligheder og observerende det flimrende lys, der badede hendes vindue i skær. Hun begyndte at mindes alle sine oplevelser med troldene. Ja, ja, hvordan var historien nu med Mikkel Olsen?

En kold vinternat var han på vej hjem fra den gård, hvor han havde arbejdet med tærskning. Hans rute førte ham forbi Hulbjerg, hvor troldene også den aften afholdt deres festligheder. Det var meget mørkt, og lyset fra bjerget blændede ham, mens de mørke, bevægende figurer flimrede for hans øjne. Alligevel bevægede han sig ufortrødent fremad, overbevist om at kunne finde vej hjem. Han kendte jo stien utroligt godt, da han havde betrådt den adskillige gange før. Pludselig stod han foran et hus, som han troede var hans eget. Først da han rørte ved døren, opdagede han, at han var vendt tilbage til den gård, hvor han havde tærsket om dagen.

Bonden trådte nu også ud. Han lo og bemærkede, at Mikkel nok havde ladet sig friste af for meget af den stærke drik.

Mikkel humpede tilbage ad den mørke sti, endnu en gang forbi det intense bjerglys - og hvor meget han end forsøgte at nå sit hjem, lykkedes det ham ikke.

Gang på gang befandt han sig foran bondens indgang. Til sidst følte han sig fuldstændig overvældet. Hans hustru kunne jo umuligt vide, hvor han befandt sig, og han var sulten, mens han tænkte længselsfuldt på den ventende aftensmad.

I sin fortvivlelse kom han pludselig i tanker om et trick mod troldenes besværgelser, som hans bedstefar engang havde delt med ham. Det indebar at vende sit brystklæde; altså sin vest.

Som tanken formede sig, blev den udført! Vestens knapper befandt sig nu på hans ryg - i det øjeblik forsvandt al forvirringen, og han nåede hurtigt sit hjem. Cecilie visualiserer det hele levende for sig og fnisede som et lille barn ved genkaldelsen.

Ved en anden lejlighed, da hun og Christian netop var blevet gift, opsøgte en trold dem for at låne øl. Hans ønske var en hel tønde. Det var første gang, Cecilie mødte en af beboerne fra bjerget. Hun gemte sig bag sin mand, for trolden så frygtindgydende ud: enorm og klodset, fedladen og mørk med en lang hale.

Hendes mand talte direkte og uden frygt med ham, hvilket beroligede hende. Trolden fik sin øltønde uden yderligere diskussion, da bonden vidste, at beboerne fra bjerget altid leverede lånt gods tilbage. Efter nogen tid vendte trolden rent faktisk tilbage med øllet, og det var Cecilie, der tog imod. Denne gang følte hun sig slet ikke ubekvem - hun var endda i stand til at smile til trolden.

Christian og Cecilie tappede og tappede af troldens øltønde; øllet syntes aldrig at slippe op, og da deres første barn blev født, blev dåbsgæsterne også forsynet fra den vidunderlige, uendelige øltønde.

Men en dag kunne Christian ikke længere tøjle sin nysgerrighed. Han følte sig tvunget til at undersøge, hvad der gemte sig indeni tønden. Han kiggede ned i den, men observerede kun mos og spindelvæv, og derefter modtog de aldrig mere øl fra denne tønde.

"Hvis vi havde undladt at røre ved den tønde, kunne vi vel have tappet øl fra den endnu i dag," tænkte Cecilie med beklagelse. Derefter faldt hun i søvn over sine tanker og vågnede først, da solen stod op. Troldefesten var for længst afsluttet. Derefter syntes hun at kunne opfange en usædvanlig lyd under sit sovekammer vindue, en form for gryntende jamren. Med besvær rejste hun sig fra sengen og bevægede sig forsigtigt hen til vinduet. Udenfor i græsset sad en lille troldeunge, grim og med spidse ører samt strittende mørk pels. Den skjulte sit ansigt for solens stråler.

"Du er nok blevet efterladt, da bjerget lukkede sig," mumlede Cecilie. "Jeg burde nok tage mig af dig, før de andre finder dig og brænder din bagdel på en gloende ovn."

Hun gik ud til troldebarnet og talte venligt til det: "Kom blot med mig. Jeg vil gemme dig på høloftet, indtil dine forældre savner dig og kommer for at hente dig."

Ungens blik var mistænksomt rettet mod hende, men den fulgte med, og Cecilie sørgede for at skjule den.

Senere på dagen vandrede en skældende og irriteret troldemor rundt ved Hulbjerg og kaldte på sit afkom. Cecilie vinkede hende til sig og kaldte på troldeungen.

Hun fulgte dem med blikket, indtil de forsvandt ind i bjergets indre.