Følelsespræget betydning af ordet

Patos repræsenterer en anerkendt retorisk metode. Når en foredragsholder søger at engagere sit publikum ved at appellere til deres følelsesliv, benytter vedkommende sig af en patos-appel.

Det at henvende sig til modtagerens følelser udgør en effektiv strategi for at fastholde deres interesse og opnå en accept af et budskab, hvilket i sidste ende motiverer dem til at handle i overensstemmelse med afsenderens ønsker.

Konceptet har sine rødder i retorikkens verden. I daglig tale beskrives en tale, en annonce eller en skriftlig tekst, som påvirker dybe følelser, ofte som værende rig på patos.

Desuden kan det være relevant at undersøge appelformerne logos og etos.

Begrebet patos har sin oprindelse i Aristoteles' værk Retorik (omkring 330 f.Kr.) og er uløseligt forbundet med de to andre appelformer: etos (talers evne til at fremstå troværdig) og logos (talers evne til at præsentere sine argumenter på en logisk måde).

Inden for antikkens retorik betragtes følelser og intellekt som integrerede elementer; en veltalende præsentation involverer ofte appel til publikums følelsesmæssige register.

I sin afhandling Retorik differentierer Aristoteles mellem tre primære talegenrer:

• Den politiske eller rådgivende tale
• Retssals- eller den juridiske tale
• Den epideiktiske genre, kendt som lejlighedstalen

En taler understøtter sine pointer ved at anvende solide argumenter (logos), præsentere sig selv på en måde, der skaber troværdighed hos forsamlingen (etos), og - ikke mindst - ved at stimulere tilhørernes følelsesmæssige respons (patos).

Patos-appellen kan integreres i alle tre genrer, men den er særligt afgørende i den epideiktiske tale, såsom en festtale eller en officiel nytårstale.

Med sin tredeling af etos-logos-patos pointerer Aristoteles, at retorisk kommunikation involverer hele individet - krop, sind, ånd, følelser og intellekt. Han fremhæver, at taleren kan anvende patos-appeller gennem hele talen, men ofte med særlig fordel i dens afslutning.

Gennem brugen af patos-appeller kan en foredragsholder påvirke sit publikums holdninger og derved bevæge dem til at handle på en bestemt måde. Et eksempel kunne være en politiker, der ikke alene overbeviser sine tilhørere om nødvendigheden af en krig, men også inspirerer dem til at melde sig som soldater.

For Aristoteles udgør følelser og passioner en fundamental del af menneskets bevidsthed, og de transcenderer blot fysiske drifter som begær, sult og tørst. I den anden bog af Retorikken opstiller Aristoteles 16 følelser i kontrasterende par, hvor især vrede og medfølelse spiller centrale roller.

I første omgang manifesterer patos sig som umiddelbare reaktioner, der kan fremkalde nydelse eller smerte; vrede er for eksempel en form for ubehag, der opstår som reaktion på en oplevet personlig krænkelse. Imidlertid er patos baseret på en forestillingsverden (phantasia), som er underkastet forandring. Vrede kan transformeres til mildhed, hvilket Aristoteles definerer som fraværet af vredens smerte, og dette medfører en følelse af velvære.

Patos fungerer som en komponent i talerens argumentation, idet indsigt i publikums følelsesmæssige tilstand giver taleren et reservoir af præmisser. For eksempel kan en politiker udnytte vælgernes vrede over regeringens nye afgifter til at overtale dem til at stemme på hende ved det kommende valg.

Følelser er ikke nødvendigvis i opposition til saglig argumentation; ligesom antagelser og overbevisninger kan de være fejlagtige eller usande, men dette skyldes ikke selve deres natur som følelser.

I nyere tid forekommer en hyppig distinktion mellem saglige og følelsesmæssige argumenter, hvor sidstnævnte ofte betragtes som ulogiske eller decideret manipulerende. Siden Sigmund Freuds psykoanalytiske teorier er ideen om, at de fleste følelser stammer fra det ubevidste - et ukendt territorium for det bevidste jeg - blevet udbredt.

Aristoteles derimod betragter følelser som noget, taleren kan analysere, netop fordi følelser er baseret på antagelser. Vrede kan eksempelvis stamme fra en opfattelse af at være forbigået; hvis man indser, at denne opfattelse var fejlagtig, vil vreden aftage. Selvom irrationelle følelser eksisterer, er de fleste kognitivt funderede, og mennesker bør lære at analysere dem for at blive mere kompetente borgere og opnå større personlig lykke.

Aristoteles analyserede de følelser, der var fremherskende i det offentlige liv i hans æra. De primære følelser er smerte og velvære. Han beskriver velvære som en pludselig og mærkbar sjælelig bevægelse, hvor sjælen vender tilbage til sin oprindelige tilstand, mens smerte er det modsatte (jf. Retorik, 1.11).

Patos omfatter både de følelser af velvære eller smerte, der påvirker menneskers adfærd (for eksempel at bryde loven), og talerens appel til disse følelser, som kan ændre tilhørernes opfattelse (jf. Retorik, 2.2-12).

Den taler eller bedømmer, som formår at analysere begrundelserne for en handling udført i affekt fra både forsvarerens og anklagerens perspektiv, kan gennemskue de underliggende forestillinger. Dette muliggør for dommeren at vurdere, hvorvidt disse holdninger er upassende eller passende i den specifikke situation.

Aristoteles behandler altid følelserne inden for deres sociale kontekst og giver talrige eksempler på, hvordan og hvornår disse følelser typisk opstår. Aristoteles' teori om følelsernes rationalitet er tæt knyttet til hans dydsetik; dyderne, altså de positive sociale og personlige karaktertræk, er noget, der skal kultiveres gennem træning fra tidlig barndom i hjemmet og i skolen, samt gennem hele livet.

Taleres anvendelse af følelsesmæssige appeller finder sted inden for en etisk ramme, der er defineret af bystatens normer, hvilket indebærer begrænsninger for deres brug. Aristoteles er moderat idealistisk og tror på, at fællesskabets normer fungerer som en regulerende faktor for talerens følelsesappeller.

Andre græske retorikere, såsom sofisten Gorgias og Isokrates, havde ikke fuld tillid til den sociale selvregulering. Sofister som Gorgias syntes ikke at have moralske skrupler ved at udnytte publikums følelser til det yderste, hvilket grænsede til manipulation, og dette bidrog til at give dem - og retorikken generelt - et negativt omdømme blandt filosoffer som Platon. Den anerkendte orator og underviser, Isokrates, mente derimod, at taleren skulle besidde en omfattende humanistisk uddannelse for at undgå misbrug af sin magt.

Den romerske statsmand Cicero delte Aristoteles' opfattelse af følelser som kognitive, men her ophører lighederne. Romersk retorik var præget af teateragtige patosappeller, herunder skildringer af grædende børn og blodige våben. Selvom Cicero latterliggjorde disse overdrevne effekter, betragtede han også patos som noget teatralsk; han sammenlignede ofte talere med skuespillere.

Dog, for at en taler skal kunne bevæge sit publikum, må han selv dele lignende følelser; han må ikke blot optræde kynisk eller lade sig rive med af sine egne ord.

I den senere retoriske tradition begynder begreberne etos og patos at smelte sammen, hvilket ses hos Quintilian: taleren skal først etablere sig som troværdig og fremstå som en følsom person (etos), før vedkommende kan appellere effektivt til publikums følelser.

Kirkefaderen Augustin lægger stor vægt på patos-appeller, idet han anser dem for uundværlige for at formidle det kristne budskab og motivere til handling. Hvis en kristen prædikant skal omvende hedninge eller frafaldne, er det nødvendigt at ryste dem dybt - kun på denne måde kan de ændre deres adfærd (jf. 'Om den kristne taler'; fjerde bog af De doctrina christiana).

Den kristne teologi udgør den etiske rettesnor, som den kristne taler skal følge.

Cicero og mange andre retorikere betragter billedsprog, især metaforer, som særligt effektive til at vække følelser. Moderne teorier inden for visuel kommunikation bekræfter, at billeder, inklusive sproglige billeder, har en direkte effekt på modtagernes følelsesliv. Derfor ligger talerens største udfordring i at konstruere overbevisende metaforer.

Augustin understreger, at den kristne taler bør anvende en høj stil for at påvirke sine tilhørere (men også gerne kombinere den med lavere og mere neutrale stilformer; et eksempel er Paulus' varierede sprogbrug).

I retoriske værker fra renæssancen og barokken findes den centrale idé, at bestemte sproglige udtryksformer, troper og figurer, samt klang og rytme kan stimulere specifikke følelser. Som i antikken eksisterer der ikke en skarp opdeling mellem det rationelle og det irrationelle eller mellem det subjektive og det objektive.

Kontrasten mellem det rationelle og det irrationelle, fornuft og følelse, har domineret tankegangen siden René Descartes og hans samtidige 1600-tals rationalister afviste retorikken som en form for følelsesmæssig manipulation og overfladisk viden.

De etablerede i stedet filosofisk og naturvidenskabelig indsigt som det ultimative vidensideal. Immanuel Kant fordømte retorikken, som han anså for at være følelsesmanipulation, idet han mente, at fornuften burde forblive ren og upåvirket af passioner.

En vigtig drivkraft bag moderne retorikeres fornyelse af den retoriske tradition var en reaktion mod denne videnskabelige ensretning, hvilket manifesterer sig i nutidige teorier, for eksempel af Chaïm Perelman og Olbrechts-Tyteca (1958).

Forfatter:

Bidrag til artiklen:

Sidste redigering:

, se alle ændringer

Ønsker du at citere denne artikel? Kopier venligst følgende tekst og inkluder den i din bibliografi: Roer, Hanne: patos i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/patos