Hvad betyder shot caller

Industrien for manuskripteret indhold betegner nu bredere tv-serier og film, i modsætning til andre visuelle underholdningsformer, som vi kan nyde fra fjernsyn og sociale medier. Denne sektor oplever utvivlsomt en guldalder.

Denne blomstrende periode skyldes den enorme produktion af tv-serier og film i disse år. Både de fortsat succesfulde streamingtjenester som Netflix, Amazon Prime Video og HBO, samt nationale tv-stationer og sociale medier som Facebook bidrager til dette. Denne intense aktivitet dræner et lille, men kreativt land som Danmark for betydeligt talent.

Selv de traditionelle film, der er beregnet til biografvisning, og som ideelt set kun skal ses i biografen i starten, bliver der stadig skabt i stort antal. Dette sker, trods en vis træghed for dansk film for øjeblikket. Dygtige danske filmskabere klarer sig derimod generelt fremragende, da mange af dem har forladt Danmark for at imødekomme den næsten ubegrænsede globale efterspørgsel på talentfulde fagfolk - heriblandt instruktører, producenter, manuskriptforfattere og skuespillere.

Filmverdenen summer af liv, og mens streamingtjenesterne desperat forsøger at fastholde deres kunder ved konstant at præsentere nye originale serier og film, kæmper biograferne for at levere deres eget unikke materiale. De kæmper også mod, at store blockbusters bliver tilgængelige på video-on-demand-tjenester alt for hurtigt.

Dette er helt acceptabelt, og forbrugerne efterspørger måske slet ikke noget andet. Der findes jo et overvældende udvalg af tv-serier og film at fornøje sig med på de mange streamingtjenester.

En fundamental omstilling af filmindustrien er i gang i disse år, initieret af de helt nye streamingtjenesters fremkomst som overraskende store produktionsselskaber.

Jeg og andre bloggere har tidligere delt fakta, følelser og analyser her på Ekkos hjemmeside, men det vil jeg lade ligge denne gang. Jeg vil i stedet dele nogle personlige erfaringer som filminteresseret og kunde hos både biografer, video-on-demand leverandører og streamingtjenester.

Mine observationer afslører nogle bekymrende paradokser for filmindustrien. Hvornår foretrækker man at se en film i biografen i forhold til, hvad der er muligt, og hvornår foretrækker man simpelthen at se en film derhjemme foran fladskærmen?

Jeg ville nok frekventere biografen oftere, hvis de store, imponerende sale også viste film, der passede bedre til min personlige smag. Jeg besøger ofte den lokale Park Bio på Østerbro, og selvom den er smukt indrettet rent teknisk, er det en relativt lille biograf.

Biograferne står tilsyneladende også over for en økonomisk strukturel udfordring, da en betydelig del af deres indtægter stammer fra salg af slik og drikkevarer. Et tilsyneladende stigende antal danskere smugler simpelthen slik med ind fra det lokale supermarked. Selvom det er forbudt, gør 47 procent det.

Men det er en del af biografoplevelsen at købe dyrt slik og endnu dyrere popcorn, som økonomisk set selvsagt ikke kan konkurrere med slik og mikro-popcorn fra supermarkedet og en Netflix-serie eller en film lejet via iTunes. Det store lærred, den unikke lyd og selve det at dele oplevelsen med en stor gruppe mennesker skal retfærdiggøre prisdifferencen.

I sommer ønskede jeg at se Dunkirk på det store lærred og kørte derfor til Herlevs fremragende Big Bio. Her oplevede jeg de lange, brede luksussæder og den sofistikerede indretning, og jeg besluttede, at jeg aldrig mere ville gå i biografen andre steder end i en sådan biograf.

Men når man værdsætter den storslåede oplevelse i biografens mørke, opstår der lejlighedsvis paradokser, når den digitale distribution tilbyder film, som man faktisk ville foretrække at se i en biograf.

Jeg ville have elsket at have set Netflix-filmen Okja i Big Bio i Herlev, en film, jeg fandt fremragende. Jeg ville også gerne have set Joon-ho Bongs tidligere film, Snowpiercer, i en biografsal, men den nåede aldrig til danske biografer. Derfor forstår jeg fuldt ud, at de franske biografejere brugte Okja til at presse Cannes-festivalens komité og kræve, at film som denne sikres biografdistribution, før de kan deltage i konkurrencen om Guldpalmen i Cannes.

Ofte sidder man der foran fladskærmen og er usikker på, hvad man vil se, og selvom Netflix og HBO bugner af serier, som man endnu ikke har haft mulighed for at se, og dansk tv sender adskillige dramaer med den dygtige Lars Mikkelsen, så oplever man blot engang imellem et behov for at se en rigtig god spillefilm.

Min søgning sker ofte på den amerikanske version af iTunes fra Apple og via deres egen fremragende Apple tv-boks. Her har jeg ofte opdaget store filmoplevelser.

Den 5. august fandt jeg således på iTunes storfilmen The Lost City of Z, en flot produktion med fremragende skuespil, og jeg undrede mig over, at jeg ikke havde hørt om den tidligere. Fem dage senere, den 10. august, blev den kortvarigt diskuteret på et par biograflærreder her og der, den modtog sine anmeldelser og udkom to uger senere på dvd og streaming.

Jeg er ikke bekendt med distributionshistorien bag en film som The Lost City of Z, men nogle danske biografejere og deres distributør har åbenbart vurderet, at den fortjente en chance. De anså den for at kunne tiltrække et publikum, om ikke andet så på grund af stjernenavnet Robert Pattinson i en betydelig rolle.

Her i weekenden sad jeg igen og gennemgik listerne med 'independent' og 'foreign' i min amerikansk konfigurerede iTunes-butik på AppleTV-boksen og bemærkede Nikolaj Coster-Waldau's meget sammenbidte ansigt på en markant filmplakat med titlen Shot Caller.

Jeg havde ikke tidligere hørt om, at han havde sikret sig en hovedrolle i en større amerikansk spillefilm, og jeg besluttede mig for ikke at foretage omfattende research om filmen, men simpelthen acceptere tilbuddet om at leje den for $6,99. Filmen bar Apples prædikat 'Still in Theatres', som de ofte anvender om film, der er udgivet på video-on-demand-tjenester samtidig med biografvisninger.

Jeg så filmen og blev overrasket over, hvor utroligt god den var, spændende og anderledes, trods den en smule forudsigelige fængselsgenre. Coster-Waldau leverer i mine øjne en helt formidabel præstation i filmen, og uanset hvad, må denne film bidrage til at føre hans karriere et kvantespring fremad. Den har en vurdering på 74 procent på bedømmelsessiden RottenTomatoes, og måske vil den også blive anmeldt her på Ekkos hjemmeside!

Efter at have set filmen på fladskærmen med stor nydelse, foretog jeg en grundig research og fandt omtale af den på Kino, der lakonisk konstaterede 'Shot Caller er ikke planlagt til dansk biografpremiere', selvom de havde bragt omtale og filmens trailer for tre måneder siden.

Filmen havde premiere i visse biografer i USA fra den 14. august og her og der i andre lande. Derefter blev den i september udgivet i en række regioner på dvd/Blu-ray og på video-on-demand-tjenester som Blockbuster og Viaplay.

Det er oprigtigt overraskende, at ingen dansk biografdistributør har valgt at satse på denne film. Den indeholder alt: action, psykologisk spænding, overraskelser, en høj produktionsværdi og vores egen urokkelige danske Game of Thrones-superstjerne Nikolaj Coster-Waldau i sin hidtil mest fremtrædende præstation.

Jeg blev faktisk så begejstret, at jeg sendte en kort fan-hilsen til Coster-Waldau på Twitter, før jeg var klar over filmens distributionsstatus, og han svarede venligt tilbage med en subtil hentydning til Nordisk Film:

Hovedpointen med disse observationer, set fra mit perspektiv, er, at biograferne simpelthen ikke har kapacitet til at vise alle de fremragende film, der produceres. Et stadigt stigende antal storstilede spillefilm bliver fravalgt af biograferne, fordi de ikke vurderes at have et kommercielt potentiale i biografformatet. Tidligere har vi naturligvis også haft film med "direct-to-dvd"-udgivelser, men det drejede sig generelt om ringe produktioner, der slet ikke var egnede til biografvisning.

I dag er biograferne derimod fyldt med uendelige fortsættelser og forhistorier til superheltefilm og animationsfilm, samt gentagne genindspilninger af tidligere succesfulde blockbusters. Hertil kommer lejlighedsvise film fra instruktører som Christopher Nolan og Tarantino.

De kunstneriske produktioner, overraskelserne, de uventede hits, de mindre projekter, de eksperimenterende danske værker - de eksisterer også, men nærmest kun tolereret i biografernes mørke.

Så mine mest mindeværdige filmopplevelser i løbet af de seneste par år har faktisk været som kunde hos de digitale platforme. Her findes og trives alle de fascinerende titler, som biograferne ikke har plads til.

Og Netflix vil fortsætte med at producere spillefilm og ignorere biografdistributionen.

De vil betjene deres globale kunder, som taler om over 100 millioner, med eksklusive film som supplement til tv-serierne og holde indholdsproduktionen i gang. Biograferne vil afvise at vise en Netflix-film på deres program, så længe Netflix insisterer på at vise filmen samtidigt for deres streamingabonnenter.

Så Martin Scorseses kommende film, The Irishman, hvis budget på over 100 millioner dollars er finansieret af Netflix, får jeg nok ikke lejlighed til at se i Big Bio i Herlev, mens jeg nyder de behagelige sæder og det store lærred. Et sted, hvor jeg uden tøven også ville have købt billet til Nikolaj Coster-Waldau's brutale og tragiske fængselsoplevelse.

Claus Bülow Christensen, den 25. september 2017