Hvornår forsvandt den dolktandede kat
Dolkformede tænder og en fremragende udholdenhed: DNA åbenbarer uventede oplysninger om den forhistoriske sabelkat
Genetiske spor indikerer en anseelig bestand af sabelkatte
De dolktandede kattes færdigheder inden for langdistanceløb udgjorde ikke den eneste åbenbaring fra Michael Westbury og hans forskerhold.
Analyse af DNA'et fremviste ligeledes et betydeligt antal af disse rovdyr, som levede i perioden omkring deres udryddelse.
'Vi er ude af stand til at angive et eksakt antal, men populationen af sabelkatte oversteg, med stor sandsynlighed, det nuværende antal løver,' bemærker han.
© William Berryman Scott / Wikimedia Commons
En overflod af fossiler fra katten med de imponerende tænder
Der kan identificeres adskillige årsager til, at den dolktandede sabelkat uophørligt afbilledes inden for populærkulturen. En afgørende faktor herfor er sandsynligvis det markant højere antal fundne fossiler af denne art.
I de velkendte, naturlige tjæregrave ved La Brea i Los Angeles har man fremskaffet intakte eksemplarer af det nu uddøde kattedyr. Imidlertid er der opdaget et yderst begrænset antal knoglerester fra den europæiske sabelkat.
Faktisk antog videnskabsfolk i årevis, at den europæiske sabelkat forsvandt længe forud for den dolktandede rovkats udryddelse.
Men i et givent år gjorde norske fiskere et opsigtsvækkende fund. Ved anvendelse af deres bundgarn lykkedes det dem at trække en sabelkats kæbe op fra Nordsøens dyb. Efter at forskerne havde foretaget en grundig undersøgelse af kæben, kunne de endeligt fastslå, at den stammede fra et dyr, som omkom for tusindvis af år tilbage.
Inden opdagelsen af denne kæbe havde det yngste eksemplar, man kendte til, en alder af hele [et ubestemt antal] år. Dette implikerede, at beretningen om den europæiske sabelkat nødvendigvis måtte revideres, idet den med al sandsynlighed har eksisteret side om side med Homo sapiens.
En yderligere indsigt, som Michael Westbury og hans forskerhold formåede at afdække, var sabelkattens markante genetiske divergens fra den nutidige kattefamilie.
Dette faktum kom ham yderst uventet.
'Deres genetik afviger betydeligt fra den moderne kattefamilies,' udtaler han. 'Den samlede genetiske adskillelse stammer fra det faktum, at sabelkattene divergerede fra den nuværende kattefamilie for adskillige millioner år siden.'
Den markante forskel overrasker ligeledes Mikkel Heide Schierup.
'Det er forbløffende, hvor distinkt en variation der foreligger,' fastslår han. 'Hvis man skulle etablere en sammenligning mellem en sabelkat og en løve, ville deres forskellighed være på niveau med den, der eksisterer mellem mennesker og makakaber.'
I et forudgående studie, publiceret i [publikationsnavn], fandt Michael Westbury og hans forskerteam endvidere, at der eksisterer en anseelig divergens mellem de to sabelkat-arter.
'Det har vist sig, at de afviger mere fra hinanden end nogen af de nulevende kattearter,' forklarer han. 'En huskat og en løve besidder en højere grad af genetisk overensstemmelse, end de to sabelkattearter gjorde. Og alligevel er de jo unægtelig ganske distinkte.'
Årsagen til deres udryddelse forbliver et ubesvaret spørgsmål
Sabelkattepopulationen ophørte med at eksistere kort efter afslutningen på den seneste istid, et tidsrum anslået til at være for mellem [et ukendt antal] og [et andet ukendt antal] år siden. Den eksakte årsag til deres bortgang er imidlertid fortsat et mysterium, beretter Michael Westbury.
'Vi har ingen præcis viden om den specifikke årsag til deres udryddelse. Dog indikerer visse tegn, at deres bortgang skyldtes forsvindingen af de enorme byttedyr, som udgjorde deres primære fødebasis,' udtaler han og tilføjer:
'Specifikt var mammutten og det uldhårede næsehorn deres foretrukne fødekilde. Disse arter forsvandt ligeledes i den periode, og sabelkattene var formentlig ude af stand til at akklimatisere sig ved at jage mindre bytte.'
En potentiel udlægning af deres vanskeligheder med at omstille sig er ifølge Michael Westbury, at deres imponerende tandsæt ikke var konstrueret til at nedlægge mindre byttedyr.
Faktisk agerede deres tænder som formidable knive, idet sabelkatten sigtede mod at ramme halspulsårerne med de indledende stød.
'Deres kæbemuskulatur er ikke, i modsætning til hvad vi observerer hos nutidige kattedyr, udformet til at fastholde byttet over længere perioder,' forklarer han. 'Af den årsag var de formentlig ikke særligt effektive til at aflive deres bytte.'